Tankemylder om seksualitet og kønsidentitet

Noget, som fylder rigtig meget i mit sind, er min seksualitet. Min seksualitet og min kønsidentitet. Begge dele er indviklede og svære at forklare. Det er formentlig nemmest, at tage det fra en ende af.

Jeg har aldrig været glad for 'labels'. For at skulle sætte mig selv i en bås. Derfor valgte jeg også, at jeg ikke ville kalde mig noget, definere mig som noget bestemt. Men da jeg begyndte at date en pige, blev det forventet at jeg havde et 'label'. At jeg var noget. Jeg blev derfor stemplet som lesbisk, når jeg ikke selv ville sætte ord på det. Men "lesbisk" passede ikke til mig. Jeg var ikke kun til piger. Jeg sagde i stedet, at jeg var til mennesker. Jeg forelskede mig i personlighed. På det her tidspunkt har jeg været 15-16 år. Jeg vidste ikke synderligt meget om mig selv og hvem, jeg egentlig var. Jeg havde det ikke særlig nemt, og ledte i blinde efter mig selv. Jeg ville så gerne være afklaret, og have styr på mig selv. Men det havde jeg på ingen måde - det har man jo ikke som 15-årig, men det syntes jeg, på det tidspunkt, at jeg burde have.

Jeg blev meget nysgerrig på seksualitet, og begyndte at søge efter mere. Efter svar. Og dér fandt jeg et begreb, et 'label', jeg følte var mit. Panseksuel. Det kunne jeg mærke, at jeg tog til mig med det samme. Det var defineret som, at man kunne føle sig tiltrukket/udvikle følelser for alle kønsidentiteter. Og det var dét, jeg mente med, at være til mennesker. For mig var der ikke nogen begrænsning, i form af køn. Så det følte jeg mig faktisk ret godt tilpas med, at identificere mig som.

Men med det, fulgte også en masse spørgsmål. Folk forstod det ikke helt. Og når jeg prøvede at forklare, mente folk bare, at jeg var biseksuel. (Sidenhen har jeg lært, nogle biseksuelle er til mere end ét (udefinerbart) køn, men for andre biseksuelle er de til mand og kvinde, ikke andre kønsidentiteter. Det er meget forskelligt for den enkelte). Andre mente, at jeg bare var forvirret. At jeg ikke kunne vælge. Eller at jeg bare var ligeglad med, hvem jeg var sammen med, og bare tog hvem som helst. (Den hørte jeg så også, da folk troede, at jeg var lesbisk)
Der er generelt rigtig meget stigma og mange fordomme om LGBT+, uanset hvor på spektrummet, man falder. Hver gruppe har deres, og så har miljøet nogle fælles problematikker, at kæmpe med/imod. Nogle værre end andre.

Men panseksuel blev ihvertfald mit 'label'. Det føltes rigtigt. Her, 7 år senere, ved jeg ikke helt, om jeg er særlig stor fan af 'labels' mere. Både min seksualitet og min kønsidentitet er meget flydende og i bevægelse. Det kan skifte rigtig meget, hvordan jeg har det, og hvad jeg føler. Det har jeg stadigvæk ikke helt vænnet mig til, fordi jeg i en lang årrække mente, at når man havde sagt A, måtte man også sige B. Så var det point of no return. Så når jeg havde sagt panseksuel, kunne jeg ikke bare sige, at nu følte jeg ikke for det mere, og var bare mig. Så hang det ligesom fast. Men det gør det heldigvis ikke. Det er helt op til en selv, hvordan man vil eller ikke vil definere sig. Man er heldigvis i udvikling og forandrer sig - hele tiden.

Det samme gælder min kønsidentitet. Det er en del nyere for mig, at jeg mærker en kraftig følelse omkring det. Jeg har aldrig været særlig interesseret i at være hverken "feminin" eller "maskulin". Jeg har bare været mig, ikke sat definition på det. Men for ca. et års siden, kunne jeg mærke, at det faktisk var meget rart at sætte nogle ord på det. Jeg søgte igen rigtig meget, og fandt en del ligesindede. Og ordet "genderfluid" - eller på dansk "flydende kønsidentitet" - blev mit. Det resonerede også rigtig godt med mig. Men jeg kan også mærke, at det allerede har ændret sig, hvad jeg ville kalde det. Så blev det "ikke-binær". Men nu har jeg ikke noget køn. Jeg definerer mig ikke som noget køn. Det er ikke noget, jeg rigtig har snakket med nogen om, i den virkelige verden. Jeg har snakket om det på min Instagram-profil, men det har jeg også droppet nu. Nu tager jeg det for mig selv. Jeg har snakket med min kæreste om det, og kort nævnt det for en veninde, men det er også det. På et eller andet punkt, føles det sværere at snakke om kønsidentitet end seksualitet. Det er mere tabubelagt, at være i tvivl om sin kønsidentitet. At være noget andet end det, du blev tildelt ved fødslen. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal starte den snak. Om jeg overhovedet vil. Det er en svær snak. Det er svært at forklare. Og ligesom med seksualitet, er der ikke ét facit. Der er ikke én måde, at være det på. Ligesom i alle andre aspekter af mennesket, så er vi så forskellige. Den måde, jeg definerer, intetkønnet på, er ikke nødvendigvis det samme, som for en anden. Samtidigt, har folk også en forestilling om, hvordan man er, hvis man er lesbisk eller hvis man er transkønnet. Man har nogle forudindtagede holdninger om, hvad det vil sige. Og det kan være rigtig svært at rykke på. Det er jo noget, der ligger så dybt indeni os. Det tager tid. Men det er jo selvfølgelig også derfor, at samtalen er så vigtig at tage. Så vi kan rykke lidt på hinanden og vores forskellige opfattelser, som ind i mellem bliver lidt for firkantede.

Men jeg føler mig bare ikke klar til det. Om jeg noglesinde bliver det, ved jeg ikke. Jeg synes det er endnu sværere, når jeg ved, at det kan ændre sig, hvordan jeg har det. Jeg er nok mest bange for, hvad folk vil tænke og ikke selve dét, at fortælle det. De vil nok bare tænke, at jeg er forvirret. Og at det ikke giver mening, at prøve at forstå det, for det måske alligevel bare ændre sig.
Mine egne tanker snor sig om sig selv, og gør det bare endnu sværere for mig. Jeg synes selv, at det er svært nok at finde rundt i. Det bliver kun sværere, at skulle involvere andre i det.

Jeg ved det ikke.. Men jeg synes, at det er utrolig rart at mærke, hvordan tingene rykker sig i mig. Hvordan jeg kan mærke, at der er noget på vej. At noget udvikler sig. At jeg finder mere hvile. Nogle dage, ihvertfald. Jeg finder en ro i, at jeg har et helt liv til at udforske og finde mig selv. Til at falde mere og mere på plads i mig selv og mit sind. Det er det hele værd.

Min 'historie' med jalousi..

Lige så længe, jeg husker, har jeg været usikker på mig selv. Det er en længere historie, men jeg tror, at det bunder i, at jeg blev mobbet igennem folkeskolen. Det satte dybe spor i mig, som gjorde at jeg ikke holdte af mig selv. Det viste sig på flere måder, blandt andet ved usunde forhold, selvskade og isolation fra omverdenen. Jeg ville langt hellere være en anden.

Mit allerførste forhold var meget præget af min usikkerhed. Det var et langdistanceforhold. Jeg kunne blive jaloux over alting. Jeg testede konstant grænser for at finde ud af, om vores kærlighed var ægte. Det var en rutschebane af følelser, hver eneste dag. Vi var kun 14, og ingen af os vidste bedre. Men jeg ved den dag i dag, at vi begge fortjente mere, end det vi udsatte hinanden for. Selvfølgelig lærte jeg rigtig meget af det forhold, på trods af hvor giftigt, det end kunne være. Jeg bebrejdede mig selv rigtig meget, for at det gik i stykker. Jeg vidste godt, at jeg bar skylden. Og det stod jeg også ved, når jeg blev spurgt om, hvorfor vi slog op. "Det var mig. Jeg var for jaloux."

Efter det forhold, gik der 4 år, før jeg fik en kæreste igen. Jeg trak mig rigtig meget. Jeg gik meget ind i mig selv, og ville helst ikke lade nogen komme for tæt på. Det var for intimt for mig. Mit første forhold havde alligevel været så specielt for mig, at jeg ikke ville lade en anden komme derind. Helt ind i den dybeste afkrog af min sjæl. Jeg var nok også utrolig bange, for at blive såret igen. For at fejle igen.
Men 4 år efter, skete det så. Jeg lukkede en ind. De første to måneder var rigtig gode. Jeg følte mig ovenpå. Men det næste års tid skulle vise sig, at blive en kæmpe prøve af mig og mit selvværd. Jeg havde endelig fået en smule styr på mig selv, og havde en masse drømme, jeg gerne ville udleve. Desværre, så var min kæreste ikke helt enig i det, og syntes måske ikke, at min 'selvrealiseringsfase' var en særlig god idé. Han var oftest meget beskeden og 'passiv-aggresiv' omkring det. Han var meget manipulerende uden at jeg bemærkede, hvordan han langsomt pillede mig ned. Det var endda ham, der sluttede det. Det var selvfølgelig for det bedste, men det havde bestemt ikke været min beslutning. Jeg ville gerne have, at det fortsatte. Jeg havde skyklapper på. Jeg anede ikke, hvor slemt, det stod til. Jeg anede ikke, hvor dårligt, jeg virkelig havde det. Og jeg anede ikke, at jeg nu bar hans mønstre med mig, videre ind i mit næste forhold.

Kun 1,5 måned efter bruddet, mødte jeg en fyr. Jeg var meget afklaret med, at jeg ikke skulle have noget at gøre med nogen. Denne gang mente jeg det. Ingen skulle ind i min intimsfære. Men det kom han alligevel. Han printede sig hurtigt ind i mit sind, og blev svær at slippe igen. Jeg havde ikke bearbejdet bruddet overhovedet, men det tænkte jeg ikke over. Jeg havde drukket mine sorger væk den sidste 1,5 måned og det var min plan, blot at fortsætte det. Det var den måde, jeg håndtere min smerte på. Den mest usunde måde. Derfor var det heller ikke nemt, at finde rundt i den relation, jeg nu havde påbegyndt. Det var meget rodet. Uklart. Kaotisk. Jeg kunne ikke helt finde ud af os, af ham, af mig selv. Jeg havde ikke overskuddet til det. Jeg var sådan et stort rod. Jeg bragte alt mit rod med mig. Jeg følte, at jeg ødelagde alting. Igen. Jeg var jaloux, kontrollerende og helt urimelig. Jeg var utrolig krævende og påtrængende. Jeg ville have det hele på én gang. Jeg ville have min frihed, men jeg ville også have ham. Hans fulde opmærksomhed.

Jeg dummede mig utrolig meget. Jeg lod mine følelser tage overhånd. Mine følelser om, at jeg ikke var god nok. At det ikke var mig, han virkelig ville have. At jeg ikke var interessant nok. At jeg ikke var smuk nok. Intet var tilstrækkeligt nok ved mig. Selvfølgelig var alle andre bedre. Og derfor ødelagde jeg det. Gang på gang. Men han gav ikke op. Han gav ikke slip på mig. Tværtimod, holdte han bare mere fast.

Vi valgte begge at tage kampen op. Alt imens, at jeg gik ned med stressrelateret depression, og at han faktisk selv også kæmpede med depression. Jeg havde så mange giftige og usunde forsvarsmekanismer med mig, og jeg vidste overhovedet ikke, hvordan man skulle opføre sig i et forhold. Det var den hårdeste start på et forhold, men ingen af os gav slip. På trods af min opførsel, blev han. Jeg husker stadig, hvor chokeret, jeg blev hver eneste gang. At jeg ikke bare blev forladt. Det var en helt ny følelse. Jeg vidste rigtig hurtigt, at han var noget specielt. Han havde noget magisk over sig. Han var det mest forstående og mest tålmodige menneske, jeg noglesinde havde mødt. Hvis han kunne bære over med min opførsel, så var der ikke noget, der kunne stoppe os. Han gav mig pladsen til at være mig. At være mig midt i alt mit kaos. Han gav det plads, selvom det var utrolig hårdt. Han insisterede på, at vi blev ved med at snakke tingene igennem. At vi blev ved med at kæmpe for det. At blive bedre. Sammen.

Det blev også starten på min rejse til at finde indre ro. For det er i virkeligheden dét, det hele bunder i. At jeg ikke har nok i mig selv. At jeg ikke finder kærlighed i mig selv. At jeg ikke stoler på mig selv. Jeg kæmper stadig. Rigtig meget. Nogle dage er værre end andre. Men 2,5 år er gået, siden jeg kom ud af det mest giftige forhold og at jeg mødte ham, jeg nu er sammen med. Vi holder stadig fast. Igennem det hele. Solskinsdage som regnvejrsdage. Det værste af stormen er ovre, heldigvis, men det var ikke nemt at overleve. Vi har været tæt på at give slip flere gange. At gå hvert til sit. Og jeg bebrejder stadigvæk mig selv - min usikkerhed og min jalousi. Jeg har været så langt ude. Jeg har gået langt over grænsen, lidt for mange gange. Jeg har virkelig testet vores forhold. Ikke at jeg ønskede det, men det skete. Fordi mit forhold til mig selv har været så usundt, altid. Det påvirker alt andet. Især den, der er tættest på. Jeg er heldigvis blevet meget bevidst om mine usunde vaner. Jeg prøver så vidt muligt, at tale med mig selv om det, når jeg kan mærke, at jeg har nogle dumme tanker, eller kan mærke, at jeg er på vej til at "falde i". Jeg ved godt, hvad jeg er i stand til, hvis jeg lader min anden side tage over. Det er ikke en rar side. Det er en meget mørk og væmmelig side, som på ingen måde, skal have lov til at styre. Det er ikke godt for nogen. Det er ikke det liv, jeg ønsker. Jeg ønsker ikke, at sidde med hovedet dybt begravet i min kærestes telefon, panisk søgende efter noget, jeg alligevel ikke finder. Jeg ønsker ikke, at forbyde min kæreste, at snakke med andre. At se på andre. At rose andre. Jeg ønsker ikke, at ignorere min kæreste eller tale grimt til ham, fordi der foregår noget inde i mit hoved, som han intet aner til. Jeg ønsker ikke, at han holder sig tilbage, fordi jeg er som en tikkende bombe. Det er så forkert og så langt over grænsen, af hvad jeg kan tillade mig og så langt fra, hvad jeg vil være. Hun er stadig derinde, men hun får ikke lov til at styre.

Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, for at nå hertil. Jeg har gået hos forskellige psykologer og også hos en healer. Det har givet mig rigtig meget; det har fået en masse ting op og vende, set situationer fra alle tænkelige vinkler og fået følelser ud af mit system, jeg end ikke kendte til. Men det bedste og største arbejde, har jeg gjort på egen hånd. Jeg er langt fra i "mål" - det kommer jeg aldrig. Men helt inderst inde i min kerne, der kan jeg mærke mig selv. Jeg kan mærke, at jeg først lige er begyndt, at lære mig selv at kende. Jeg har overkommet en hel del, og jeg har lært, at jeg kan meget mere end jeg havde troet. Jeg kan komme igennem orkaner. Jeg er meget stærkere end jeg har turde at tro. Jeg er blevet mobbet af andre hele mit liv, men i virkeligheden, har jeg også mobbet mig selv rigtig meget. Både mit udseende og min væremåde. Jeg har holdt mig selv tilbage af frygt for, hvad andre ville mene. Jeg har holdt mig selv tilbage, fordi jeg troede, at jeg ikke fortjente mere. Jeg er egentlig min egen værste fjende. Det er mig, der har allermest kontrol over, hvordan jeg har det. Det er mig, der har kontrol over, hvordan jeg vil modtage og reagere på, hvad andre gør. Det er mig, der har kontrol over, hvordan jeg vil behandle mig selv. Jeg har kontrollen over mit liv. Ingen andre.