Noget, som fylder rigtig meget i mit sind, er min seksualitet. Min seksualitet og min kønsidentitet. Begge dele er indviklede og svære at forklare. Det er formentlig nemmest, at tage det fra en ende af.
Jeg har aldrig været glad for 'labels'. For at skulle sætte mig selv i en bås. Derfor valgte jeg også, at jeg ikke ville kalde mig noget, definere mig som noget bestemt. Men da jeg begyndte at date en pige, blev det forventet at jeg havde et 'label'. At jeg var noget. Jeg blev derfor stemplet som lesbisk, når jeg ikke selv ville sætte ord på det. Men "lesbisk" passede ikke til mig. Jeg var ikke kun til piger. Jeg sagde i stedet, at jeg var til mennesker. Jeg forelskede mig i personlighed. På det her tidspunkt har jeg været 15-16 år. Jeg vidste ikke synderligt meget om mig selv og hvem, jeg egentlig var. Jeg havde det ikke særlig nemt, og ledte i blinde efter mig selv. Jeg ville så gerne være afklaret, og have styr på mig selv. Men det havde jeg på ingen måde - det har man jo ikke som 15-årig, men det syntes jeg, på det tidspunkt, at jeg burde have.
Jeg blev meget nysgerrig på seksualitet, og begyndte at søge efter mere. Efter svar. Og dér fandt jeg et begreb, et 'label', jeg følte var mit. Panseksuel. Det kunne jeg mærke, at jeg tog til mig med det samme. Det var defineret som, at man kunne føle sig tiltrukket/udvikle følelser for alle kønsidentiteter. Og det var dét, jeg mente med, at være til mennesker. For mig var der ikke nogen begrænsning, i form af køn. Så det følte jeg mig faktisk ret godt tilpas med, at identificere mig som.
Men med det, fulgte også en masse spørgsmål. Folk forstod det ikke helt. Og når jeg prøvede at forklare, mente folk bare, at jeg var biseksuel. (Sidenhen har jeg lært, nogle biseksuelle er til mere end ét (udefinerbart) køn, men for andre biseksuelle er de til mand og kvinde, ikke andre kønsidentiteter. Det er meget forskelligt for den enkelte). Andre mente, at jeg bare var forvirret. At jeg ikke kunne vælge. Eller at jeg bare var ligeglad med, hvem jeg var sammen med, og bare tog hvem som helst. (Den hørte jeg så også, da folk troede, at jeg var lesbisk)
Der er generelt rigtig meget stigma og mange fordomme om LGBT+, uanset hvor på spektrummet, man falder. Hver gruppe har deres, og så har miljøet nogle fælles problematikker, at kæmpe med/imod. Nogle værre end andre.
Men panseksuel blev ihvertfald mit 'label'. Det føltes rigtigt. Her, 7 år senere, ved jeg ikke helt, om jeg er særlig stor fan af 'labels' mere. Både min seksualitet og min kønsidentitet er meget flydende og i bevægelse. Det kan skifte rigtig meget, hvordan jeg har det, og hvad jeg føler. Det har jeg stadigvæk ikke helt vænnet mig til, fordi jeg i en lang årrække mente, at når man havde sagt A, måtte man også sige B. Så var det point of no return. Så når jeg havde sagt panseksuel, kunne jeg ikke bare sige, at nu følte jeg ikke for det mere, og var bare mig. Så hang det ligesom fast. Men det gør det heldigvis ikke. Det er helt op til en selv, hvordan man vil eller ikke vil definere sig. Man er heldigvis i udvikling og forandrer sig - hele tiden.
Det samme gælder min kønsidentitet. Det er en del nyere for mig, at jeg mærker en kraftig følelse omkring det. Jeg har aldrig været særlig interesseret i at være hverken "feminin" eller "maskulin". Jeg har bare været mig, ikke sat definition på det. Men for ca. et års siden, kunne jeg mærke, at det faktisk var meget rart at sætte nogle ord på det. Jeg søgte igen rigtig meget, og fandt en del ligesindede. Og ordet "genderfluid" - eller på dansk "flydende kønsidentitet" - blev mit. Det resonerede også rigtig godt med mig. Men jeg kan også mærke, at det allerede har ændret sig, hvad jeg ville kalde det. Så blev det "ikke-binær". Men nu har jeg ikke noget køn. Jeg definerer mig ikke som noget køn. Det er ikke noget, jeg rigtig har snakket med nogen om, i den virkelige verden. Jeg har snakket om det på min Instagram-profil, men det har jeg også droppet nu. Nu tager jeg det for mig selv. Jeg har snakket med min kæreste om det, og kort nævnt det for en veninde, men det er også det. På et eller andet punkt, føles det sværere at snakke om kønsidentitet end seksualitet. Det er mere tabubelagt, at være i tvivl om sin kønsidentitet. At være noget andet end det, du blev tildelt ved fødslen. Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal starte den snak. Om jeg overhovedet vil. Det er en svær snak. Det er svært at forklare. Og ligesom med seksualitet, er der ikke ét facit. Der er ikke én måde, at være det på. Ligesom i alle andre aspekter af mennesket, så er vi så forskellige. Den måde, jeg definerer, intetkønnet på, er ikke nødvendigvis det samme, som for en anden. Samtidigt, har folk også en forestilling om, hvordan man er, hvis man er lesbisk eller hvis man er transkønnet. Man har nogle forudindtagede holdninger om, hvad det vil sige. Og det kan være rigtig svært at rykke på. Det er jo noget, der ligger så dybt indeni os. Det tager tid. Men det er jo selvfølgelig også derfor, at samtalen er så vigtig at tage. Så vi kan rykke lidt på hinanden og vores forskellige opfattelser, som ind i mellem bliver lidt for firkantede.
Men jeg føler mig bare ikke klar til det. Om jeg noglesinde bliver det, ved jeg ikke. Jeg synes det er endnu sværere, når jeg ved, at det kan ændre sig, hvordan jeg har det. Jeg er nok mest bange for, hvad folk vil tænke og ikke selve dét, at fortælle det. De vil nok bare tænke, at jeg er forvirret. Og at det ikke giver mening, at prøve at forstå det, for det måske alligevel bare ændre sig.
Mine egne tanker snor sig om sig selv, og gør det bare endnu sværere for mig. Jeg synes selv, at det er svært nok at finde rundt i. Det bliver kun sværere, at skulle involvere andre i det.
Jeg ved det ikke.. Men jeg synes, at det er utrolig rart at mærke, hvordan tingene rykker sig i mig. Hvordan jeg kan mærke, at der er noget på vej. At noget udvikler sig. At jeg finder mere hvile. Nogle dage, ihvertfald. Jeg finder en ro i, at jeg har et helt liv til at udforske og finde mig selv. Til at falde mere og mere på plads i mig selv og mit sind. Det er det hele værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar